Et trofast hjerte, Herre min,
skal dig til rede være,
du mig forløste, jeg er din,
thi ske dig pris og ære!
Den sag er klar,
du kær os har,
på korset selv vor synd du bar,
at vi Guds børn må være.
Den kærlighed, du har til mig,
har os tilsammen bundet;
nu kommer Djævlen med sin svig
og siger, han har vundet!
Du er dog ej
den falske vej,
jeg ved det vist, du sviger ej,
jeg før din hjælp har fundet.
Elendig, Herre, gør du mig,
om du fra mig vil skilles;
men jeg forlader mig på dig,
at hjertets angst må stilles.
Ved alskens tvang
på livets gang,
som gør mig nat og dag så lang,
lad ej min glæde spildes!
Dit løfte godt af sandheds mund
du holder visselige:
at være huld mig allen stund;
du aldrig vil mig svige.
Du agter på,
om dine små
det ilde eller vel skal gå,
fra dig jeg vil ej vige.
Der ingen er i verden til,
som kan min sorg fordrive,
undtagen du, om så du vil,
du kan mig trøsten give.
O Jesus sød,
hjælp mig af nød!
Du led for mig den bitre død,
thi lad mig salig blive!