Et fornødent er; det ene
lær mig, Gud, at kende ret!
Verden kan mig intet tjene,
skønt den synes fin og let,
den er kun en byrde, som nager og plager,
hvor sjælen dog ingen ret liflighed smager,
men får jeg det ene for alting kun fat,
da bliver mig én ting for alting min skat.
Vil du dette ene tage,
søg det ej på denne jord,
lad, hvad jordisk er, tilbage,
søg det oppe, søg det, hvor
at Guddom og manddom forenet sig finde,
og hvor al fuldkommenheds fylde er inde,
dér, dér er det ene nødvendige ret,
dér, dér er min ene, mit alting i ét.
Som Marias hjerterødder
søgte denne ene skat,
da hun sig ved Jesu fødder
fuld af længsel havde sat,
hans tale var liflig i hjerte og øre,
hun ville så gerne hans villie høre,
hun smagte den sødhed, i Frelseren lå,
han ene for hende var alting at få.
Sådan længes jeg med smerte,
søde Jesus, efter dig;
lad dig finde i mit hjerte,
overgiv dig dog til mig!
Og ville end mange til verden sig vende,
så vil jeg dog efter dig løbe og rende,
du haver det evige saligheds ord,
i dig al fornøjelses herlighed bor.
Luk 10,38-42