431: Herre Kristus, dig til ære

Herre Kristus, dig til ære
slutter vi vort kirkeår;
trøstig kan vor afsked være,
advent kommer, som det går.
Ordet vil sin røst udsende,
Ånden vil sit orgel slå,
troens alterlys vil brænde,
indtil jorden skal forgå.

Tak, fordi du var til stede,
kirkedrot og kirkegæst!
Tak for julebud og glæde,
tak for dåb og nadverfest,
tak og for langfredagssorgen,
påsken tog vor hjerteve,
himmelfart og pinsemorgen
lod du os til glæde se!

Tak for kirke-vej og hvile
og for bønnens Himmel-gang,
for de brudte syndens pile
og for håbets salmesang!
Tak, at du lod hjertet såre
ved det skarpe ordets sværd,
tak for hver aftørret tåre,
verdens trøst er intet værd!

Herre Kristus, hør os bede:
Styrk fremdeles ved dit ord
alle dem, du lod berede
dåbens bad og nådens bord!
For os alle året bære
troens høst af kraft og fred!
Lad hver dag og time være
levet for din evighed!