Frelseren er mig en hyrde god,
hos ham skal jeg intet savne:
Lammet hviler ved hyrdens fod,
nævnes med kærlige navne.
Såret jeg flyed fra ulvens tand,
mit blod til hans fod er rundet.
Selv han bar mig til kildens rand,
dér har jeg lægedom fundet.
Hovedet hviler jeg i hans skød,
jeg læskes af livets vande.
Palmen køler mig dagens glød,
svaler min brændende pande.
Skal jeg end vandre til ormes land
og gå gennem dødens skygger,
hos mig vandrer i skyggen han,
lyser, hvor rædselen bygger.
Ud fra forrådnelsens hjem jeg går,
forbarmelsens hånd mig kvæger:
Hos mig kærligheds fyrste står,
rækker mig saligheds bæger.
Sl 23; Joh 10, 11-16